I en tåge af narcissisme

 Når jeg vågner i en skygge af tåge, 

ser jeg silhuetter af håb 

der rejser sig for natten for at finde nye græsgange.

I min sindstilstand af afmagt,
giver min hånd slip på disen, 

som holder mig nede på skovbunden af spindelvæv. 

Som tøris driver det mod mit sidste hjerteklap af anerkendelse, 

alt jeg ønsker er menneskenes bifald, 

før bifaldet fører mig langsomt tilbage gennem disen igen.

Tågen bliver til is, når sandheden kommer frem af mørket, 

fordi mørkemændene holder lyset i mine øjne. 

Når jeg svæver frit mod lyset, 

forlader min forstand langsomt mit ét og alt, 

til min krop hviler mod The Glass Ceiling of White Male Privillige, 

der for længst er frosset til is.

Isen giver mig forfrysninger og brændemærker mit ego. 

Egoet flyder som vand i mine årer 

og fortynder tigerblodet af disciplin og humanisme. 

Mennesket er født i fællesskab, i en hønsering af forpligtende anerkendelse. 

Giv mig den!